«Ulikelønn er en tapersak», sier Benny Andersen. «Hvis du arbeider med mennesker er det 18% forskjell i lønn fra om du arbeider med teknikk», forteller Benny indignert. «Det er verken rett eller rimligt!»
Det er ikke ofte vi har mannlige gjestebloggere, men vi gjør et unntak for Benny Andersen. Han er formann i en kvinnedominert fagforrening i Danmark, Socialpædagogernes Landsforbund, medlem av Danske LO daglige ledelse og hovedbestyrelse og han er president for den internasjonale sosialpedagogorganisasjonen AIEJI.
Benny er en engasjert og dyktig fagforeningsleder og vi er svært stolt over å presentere han som vår neste gjesteblogger. God lesning!
………………………………………………………………………………………………………………………….
Til daglig er jeg forbundsformand for mere en 38.000 veluddannede socialpædagoger i Danmark. Vi er det man ofte kalder et typisk kvindefag. Det er der nu en del af vores medlemmer, der er lidt trætte af, for på en eller anden måde lyder det ikke helt så fint. Vi har en mellemlang videregående uddannelse og er primært beskæftiget i den offentlige sektor, hvor vi arbejder med de mest udsatte grupper i vort samfund. Blandt andet anbragte børn, kriminelle unge, hjemløse, sindslidende, voksne med udviklingshæmning og andre udsatte grupper.
Idag i 2014 kan jeg konstatere at I moderne velfærdssamfund, som det danske, som det norske og andre stede, accepterer vi uligeløn. Et stort løngab mellem mænd og kvinder.
Jeg kan konstatere at ” den lille forskel er kæmpestor”. Uligeløn mellem mænd og kvinder er et faktum. Og gennem de seneste 20 år har uligelønnen ligget konstant på ca. 18 -20 % i Danmark. Den kvindelige socialpædagog får ca 100 kr. mindre i timen end den mandlige diplomingeniør, der har en tilsvarende uddannelseslængde, og også ansat i den offentlige sektor. Selvom vi afskaffede mande– og kvindelønninger i 1973 og fik en ligelønslov i 1976.
Det er ikke bare urimeligt over for kvinderne. Det er også flovt, at vi som samfund bare accepterer det!
Vi har en lovgivning mod ligeløn som er 30 år gammel. Ikke mange andre lovgivnings-felter har fået lov at ligge stille i 30 år.
Men der er stadig kønsbestemte lønforskelle for lige arbejde og der er kønsbestemte lønforskelle for arbejde, der har samme værdi. Så i 2014 accepterer vi stadig mande og kvindelønninger fremfor ligelønninger. Det er ikke retfærdigt og det er en tabersag – uligeløn.
Løngabet mellem mænd og kvinder er dårligt for hele arbejdsmarkedet og for sammenhængen mellem arbejdsliv og familieliv.
Følgerne er dårlig udnyttelse af arbejdskraften, manglende fleksibilitet på arbejdsmarkedet, risiko for flaskehalse på arbejdsmarkedet og mindre frie valg for både kvinder og mænd i forhold til uddannelse og job. Familierne fastholdes i traditionelle kønsmønstre og kvinder bliver de nye fattige pensionister. Vi bruger ikke hele talentpotentialet hverken på direktørniveau eller i omsorgssektoren.
Uligeløn er som en dårlig spiral der fastholder et kønsopdelt arbejdsmarked, som igen fastholder kønsarbejdsdelingen i hjemmet, som igen fasholder traditionelle kønsroller, som igen fastholder uligeløn. Det er både dumt og uacceptabelt i et moderne samfund – at køn stadig afgør løn.
Et tankeeksperiment. Luk øjnene og tænk hvis vi erstattede kvinder med fx nordmænd og mænd med svenskere. Nej det giver ikke mening at svenskerne skal tjene ca 18 % mere end nordmændene, lige så lidt som kvinder i gennemsnit tjener ca 18 % mindre end mænd. Det er en tabersag.
Mange peger på at det er kvindernes egen skyld. De skal selv gøre noget ved sagen. Det er noget vrøvl. For år tilbage fik kvinderne at vide hvis blot I uddanner jer så vil lønforskellene mellem mænd og kvinder forsvinde. Kvinderne uddanner sig som aldrig før og der sker ikke en dyt med lønnen – løngabet er konstant. Uddannelsesgabet er lukket men løngabet består.
Løngabet mellem mænd og kvinder, der har uddannet sig lige længe er størst for de mellemlange videregående uddannelser. Kvindedominerede fag som mit eget og fx sygeplejesker får absolut mindst ud af deres uddannelser. For tusindvis af kvinder betaler uddannelse sig kun i viden men ikke i penge. En kvinde med en mellemlang videregående uddannelse tjener kun lige nær det samme som en ufaglært mand.
Vi har et moderne ligelønsproblem: ” Fag med mange kvindeligt ansatte aflønnes lavere end fag med mange mandligt ansatte. Mænd der arbejder indenfor tekniske fag aflønnes højere end kvinderne indenfor de omsorgsrelaterede fag og de største lønforskelle er blandt grupper med mellemlange videregående uddannelse. Sådan er det i Danmark, og jeg vil tro at det tilsvarende i Norge.
Indenfor mit eget område – det socialpædagogiske stiller et velfungerede offentligt velfærdssamfund som vores krav til dygtige, engagerede og ikke mindst veluddannede medarbejdere. Det forudsætter en professionel løn. Ligesom det gælder for sygeplejesker, ergoterapeuter og alle de andre omsorgsrelaterede kvindefag.
Socialpædagoger løser en mangfoldighed af opgaver. Det drejer sig om de utilpassede unge, voksne med svære fysiske of psykiske problemer og voksne med misbrugsproblemer blot for at nævne nogle af de områder hvor en socialpædagog gør en forskel. For få uger siden slog en ung mand med svære psykiske problemer to medarbejder ihjel og sidste år mistede en anden kvindelig socialpædagog livet. Arbejde med ansvar for mennesker stiller store krav til medarbejderne.
Og jeg har svært ved at forstå, hvorfor diplomingeniøren som oftest er en mand der arbejder med byggesager og infrastruktur får en væsentlig højere løn end socialpædagogen der arbejder med menneskesager og menneskeskæbner. Arbejdet med teknik er ca. 100 kr. mere værd i timen end arbejdet med menneskeskæbner.
Nogen påstår at kvinderne i den offentlige sektor bare løser opgaverne som familien tidligere tog sig af. Selv vil jeg nødigt tilbage til dengang de åndsvage blev gemt væk bag bondemandens lade. Den offentlige sektor har en central rolle i udviklingen af vort samfund herunder at skabe gode rammer for en privat sektor. At få løst ligelønsproblemet vil være med til at sikre at de velfærdsydelser der leveres af det offentlige er af den højeste kvalitet.
Ligeløn er en vindersag for alle; retfærdigheden, kvinderne, mændene, børnene, det private og det offentlige arbejdsmarked, velfærdssamfundet. Alle er vindere, derfor må politikere, fagforeninger, arbejdsgivere nu gå i samarbejde om en gang for alle at få skabt ligeløn fremfor kvindeløn og mandeløn. Fordi vi kan konstatere, at det ikke ændres af sig selv og diverse lovgivningen. Der skal konkrete politiske initiativer til.
